Elvisillusionsanger - Mike Andersen

Der er visse dage, som folk kan huske til de dør. Torsdag d. 16. august er en af dem for rigtigt mange mennesker verden over.

Dagen har været markeret igennem de seneste 30 år, men i år er der et særligt jubilæum. Det er nemlig præcis 30 år siden, at Elvis blev fundet livløs i sit badeværelse i Graceland.

Men selvom 'The king' har ligget i jorden i det, der næsten svarer til en pebermøs liv, er der fortsat dem, der ikke vil erkende, at Elvis er død. Og de får pustet liv i deres Elvis-illusion igennem et hav af imitatorer.

Et af Danmarks bedste bud på 'Kongen' er 40-årige Mike Andersen.

Hver weekend trækker han i en af sine tolv Elvis-dragter og giver den med 'Are You Lonesome Tonight?', 'Love Me Tender' eller en af de andre 120 Elvis-sange, han kan udenad.

- Jeg tror, at det, som tænder folk, når man er ude at lave et Elvis show, er illusionen og kostumet. Det er vigtigt, at man lyder som ham, kan tale som ham og at man har fanget den samme humor som ham. Så folk tænker 'Der står Elvis', forklarer Mike Andersen.

Elvis-kys og hysteri
Den danske show-mand oplever, at publikum går helt amok, når han træder ind på scenen iført sit Elvis-outfit. Og tiden bliver næsten skruet helt tilbage til 50'erne og 60'erne med skrig, skrål og tudende kvinder.

- Pigerne kommer op på scenen og vil have Elvis-kys. De skal have tørklæder og hiver fat i mine bukseben. Det er helt vildt.

- En enkelt gang var der en kvinde, som hoppede op på ryggen af mig, og jeg var nødt til at banke ryggen ind i væggen for at få hende til at hoppe ned igen, husker den danske Elvis med et smil.

Han forklarer, at det er de ældre kvinder fra 60 og opefter, der er de mest nærgående.

- De vil kysse på mund, og de vil kysse rigtigt på mund. Jeg prøver at undgå det, griner han men siger samtidig, at nærkontakten med fansene jo hører med til jobbet:

- Det giver stemning, og det var jo Elvis. Så jeg må jo også gøre det. Og det er jo også fantastisk, det er det, der er med til at skabe showet.

Elvis-illusionen
Mike Andersen er ikke i tvivl om, hvorfor Elvis kunne få kvinderne til at gå fuldstændig bananas. Den store showmand vidste lige, hvordan han skulle fange publikum, og det benytter danskeren sig også gerne af.

- Det er ganske små detaljer, som at bevæge hænderne, når musikken kører, fordi det gjorde han. Det er et skævt smil, et kys og ned til publikum. Det var jo en del af Elvis. Han var jo vibrerende underliv og store armbevægelser.

Og især det storslåede var stjernens kendetegn.

- Hvis man lægger mærke til det, så slutter alle numre med Elvis slutter med et kæmpe brag. Om det er 'Can't Help Falling In Love' eller 'Love Me Tender'. Elvis var altid med 'big endings' – hver gang, forklarer Mike Andersen, der naturligvis giver den gas på samme måde.

Mobbet til at blive Elvis
Mike Andersen har lavet Elvis-shows i 18 år, men interessen for den amerikanske sanger begyndte langt tidligere. Nemlig i skolealderen hvor kammeraterne mobbede den mørkhårede knægt med, at han lignede Elvis.

- Jeg blev lidt ked af det, men jeg vidste faktisk ikke rigtigt, hvem Elvis var, så jeg måtte hjem og spørge min mor. Hun spillede en plade for mig, og da jeg hørte det, sagde jeg 'nåh ok, så kan de bare drille'.

Selvom det danske svar på Elvis med sine 40 år i dag ikke var mere end ti år den skæbnesvangre dag for 30 år siden, hvor musikken forstummede i Graceland, husker Mike Andersen, hvordan verden stod på den anden ende.

- Jeg kan huske meget svagt, at min mor var rigtigt ked af det. Og siden hen har jeg jo set klip fra hans begravelse, folk var jo helt fra den.

Har spredt ordet om Elvis
Selvom Mike Andersen kryber ind i Elvis hver weekend, tror han ikke, at han nogensinde bliver træt af den amerikanske kvindebedårer.

Elvis' karriere og succes er jo også grunden til, at der står mad på bordet hver dag hjemme hos den danske entertainer. Derfor vil han da også lige standse op et øjeblik på jubilæumsdagen.

- Jeg sender ham nok lige en tanke, det gør jeg, siger han.

Mike Andersen tror ikke som så mange andre, at Elvis 'The King' Presley sidder og spiller poker på en øde ø.

- Jeg tror personligt, at han er død, siger Mike Andersen, som ser frem til at møde rock'n'roll-stjernen 'på den anden side', når den tid kommer.

- Hvis jeg skulle møde ham oppe i himlen, ville jeg gå hen og sige hej. Og så ville jeg håbe, at han ville sige ’ved du hvad, du har gjort alle tiders stykke arbejde. You have spread the news, the word about Elvis – det var fedt. Kom op I baren og så giver jeg en cola – og en burger'.