>Genbrugstombola<

Vi er så tilfredse, at vi ikke kan holde pølserne varme, konstaterede gruppeleder for spejderne.

Tilfredsheden skyldtes tilstrømningen til lørdagens fest, hvor hun selv havde nok at gøre i boden med pølser, æbleskiver, sodavand og en kurv med friske asier til 2 kr. pr. stk.

Også i kaffeboden gik det stærkt med at lange kaffe i plastikkrus og flere slags bradepandekage over disken.

- Der er ingen grænser for, hvor hyggeligt, vi har det her ude i samfundet, mente en kvinde i 40'erne, da manden serverede hende kaffe og kage ved et af havebordene udenfor spejderhuset.

Lopperne var der som sædvanlig også stor afsætning i, og det var muligt at finde gode ting og sager som lidt ramponerede malerier, småt skåret porcelæn samt lidt brugte fjernsyn fra dengang, Gunnar Nu holdt foredrag om sport, ligesom hjørnet med smuds- og anden litteratur tiltrak læseheste og andet godtfolk.

Overskud

I tombolaen var der også livlig aktivitet. Seks lodder for en 20'er uden garanti for gevinst.

- Det lod en deltager sig ikke afskrække af og stod alligevel snart med både legetøjs-cowboys, gavekort og en enkelt stænklap til en bil.

- Så har du allerede lidt til din første bil, lød det vittigt omkring den 18-årige pige, der overlod gevinsterne til mormor, der sidder i kørestol.

Det benyttede børnebørnene sig af og afleverede alle gevinsterne i mormors skød.

- De mange, fine gevinster har vi fået af forretningsdrivende, fortalte lederen, der både glæder sig over den store opbakning til spejderfesten samt tilstrømningen af folk.

Også spejdernes formand er godt tilfreds og gik efter eget udsagn søndag formiddag rundt med et bredt smil. Han forventer, at der bliver mindst 15.000 kr. i overskud.

- Det ser nogenlunde ud som sidste år, både med omsætningen og antallet af gæster, sagde formanden, der ikke tør sige noget endeligt, før alle regninger er betalt.

Pengene skal bruges til de omkring 30 børn og unge i byen, der er aktive spejdere.

Genbrug

- Vil du give en 20'er for den ene, får du den anden med oven i handlen, forsøgte sælgeren, der passede teltet med møbler.

Kvinden lod sig imidlertid ikke sådan lokke.

- Jeg er kun interesseret i den ene, fastslog hun om den læderbetrukne fodskammel, hvis flerfarvede og uskønne mage sælgeren så ihærdigt forsøgte at komme af med.

- Så har du en ekstra, hvis den første brækker et ben, forsøgte han - men forgæves.

Damen havde efter eget udsagn ikke samlermani og slap 15 kr. for sin skammel.

Så havde sælgeren mere held med et par lænestole af læder, hvor et klistermærke kundgjorde, at de allerede var solgt.

- Men de dukker nok op igen om et par år. Jeg solgte dem også for tre år siden, sagde han, der har solgt den samme lysestage fire gange.

Også en af køberne gjorde en god handel hos sælgeren.

Under den bare arm slæbte han af sted med en gammel træslæde.

- Sådan en havde jeg selv som dreng, afslørede han med et kærligt blik på de rustne meder.

- Jeg håber på en rigtig god vinter, fortsatte han, der dog ingen børn har til slædeturen.

- Jeg skal trække konen på den.

Og den var konen med på, for, som hun bemærkede:

- Er det ikke det, man har mænd til?

Kontakt: aage@bamsetombola.dk