>Lagkagemarked<

KFUM-spejderne slog på markedet rekorden fra sidste år med hensyn til salg af lagkager i kaffeteltet, idet ikke mindre end 89 lagkager mod 70 sidste år blev langet over disken til lækkersultne markedsgæster.

De 50 franskbrød, der var indkøbt ved markedets start, måtte efterhånden suppleres med 20 flere. Heller ikke rullepølsen slog til, hvilket resulterede i, at egnens butikker blev ribbet for rullepølse.

Brød og kage blev skyllet ned med kaffe brygget af 30 poser bønner. Også vaffelsalget var trods varmen godt, idet der blev bagt vafler af bl.a. 300 æg og 40 kilo mel.

Overskuddet fra kaffesalget går bl.a. til billiggørelse af lejrophold for spejderne.

Markedsgæsterne tog åbenbart godt imod den forandring, der er sket ved at spiseteltets pladser var rykket ind i markedsteltet.

Spisepladserne var skærmet af, men alligevel var det muligt at følge underholdningen på scenen.

Fodboldudvalget, der stod for spiseteltet havde god afsætning på maden. Tidligt søndag var der udsolgt af tarteletter, ligesom retten med bøf og kartofler slap op flere timer før lukketid.

Tre af de fire hovedgevinster i tombolaen blev udleveret ved udtrækningen af de heldige numre. Rejsen til Norge med Color Line blev vundet af Peter Hansen, mens Louise Sørupgaard, vandt et gavekort til Kroen. Den 10-årige Luis Pomada vandt havemøbler.

Den fjerde hovedgevinst, som var et dankort, blev ikke udleveret. Resultatet af udtrækningen bekendtgøres i Oplandsavisen den 5. juli.

Beboerne på Rosengården hyggede sig ekstra ved aftensmaden i søndags, idet maden blev suppleret med sild, brød og pålæg samt diverse drikkevarer fra Markedet, og der var foredrag om ældrepolitikken. Maden blev serveret af Rosengårdens støttekreds. Efter spisningen læste formanden for støttekredsen, Petrine Henriksen, et par små anekdoter, ligesom der blev sunget flere sange.

Hun er glad for, at markedsudvalget også tænker på de ældre beboere og synes, det er en flot gestus.

Kontakt: aage@bamsetombola.dk