>Overgivelsesdans<

Peter, elev på Idrætshøjskolen, sidder på sidelinjen i skolens hal.

Inde på gulvet dingler og duver, ruller og svajer hans 59 medstuderende under kommando af koreografen.

- Sådan noget ser man ikke hver dag, det er dybt mærkeligt, det er nærmest unormalt. Jeg har ikke lyst til at være med, nyt skræmmer mig lidt, erkender Lennart, som i øvrigt har en supergod undskyldning for ikke at være med: Han har vrøvl med sin hofte, og er af den grund tvunget ud på sidelinjen.

Og det gør han så med alle bremseklodser slået i.

- Jeg er her på skolen for at lære at være social, men det her er godt nok for socialt, falder hans dom.

- Og i aften skal vi op og se deres danseforestilling på Teatret - det er da også noget fis, hvad skal jeg der? Jeg har aldrig været i teater. Jeg har kun lært at danse polka. Det er vistnok noget med, at der er lovligt mange følelser i detteher, tror jeg.

Men fem minutter efter er Lennart tøet en anelse op, for han kan se, at de allerfleste svajere inde på halgulvet har det eminent godt.

- Måske kan jeg komme til at li' det, når jeg ser det i aften ...

Midt på aftenen var der optræden af artisten Benny Schumann, som viste eksempler på sine fantastiske artistnumre.

Workshop

Workshoppen kom i stand i forbindelse med, at Dans i aftes gav forestilling på Teatret.

Forestillingen er en oplevelse i dans, billeder og musik, og den handler om fædrelandet, nationalfølelse og forandring. Seks dansere og tre musikere er drivkraften i dansen. Musikken er komponeret af Peter Bastian.

Men alt det anede eleverne ikke en dyt om, da de mødte op til workshoppen i hallen.

- Vi troede, vi skulle høre et foredrag, lød det gang på gang overrasket i strømmen af unge på vej til hallen.

Men det skulle de ikke.

De skulle smide sko og strømper, og så skulle de lade kroppen styre bevægelserne og smide hjernen ad Pommern til.

Workshoppen var work - hårdt arbejde i en time.

Overgiv jer

- Luk øjnene og forestil jer, at I skal tegne billeder og symboler med jeres fingerspidser, som der kommer lys ud af.

- Lad figrene styre resten af kroppen og gør jeres bevægelser større og større, råber koreografen.

Eleverne tåger rundt på gulvet - nogle fniser, andre lukker øjnene og lader sanserne tage over.

Pianomusik følger dem på vej ind i bevægelsesrummet, de selv skal skabe bag de lukkede øjenlåg.

- Som gymnaster og fodboldspillere og tårnspringere er I så vante til, at der er regler for, hvordan man skal bruge sin krop - men det skal I glemme alt om nu. Nu skal I lade kroppen bestemme selv, kommanderer koreografen.

- Hold op med at tænke på formen - tænk kun på at bevæge jer.

Efter en stund med fingerspidserne som kroppens udtryksantenner, er det knæene, der skal bestemme og slag i slag går det hen over halgulvet.

Koreografen kaster sig hæmningsløst rundt i elegante bevægelser mellem de mere gumpetunge elever, og hans mantra stryger rundt i lokalet:

- Lær kroppen at blive klogere ved at glemme kroppen ...

De er samarbejdsvillige, de unge, de overgiver sig mere og mere.

Til sidst, da de bliver bedt om at stille sig op parvis og føre en dialog med kropssprog, er målet nået:

En sand pantomimeforestilling udspiller sig med kaskader af tranedans, karateattituder, romantik, elegance, leg, aggression og kommunikation.

Nogle er kejtede, andre elegante, nogle fjanter - men ingen forlader gulvet.

De hopper på og leger med.

Sært

- Det var rigtig, rigtig spændende.

Josefine var en af dem, der blev væk i sit eget univers.

- Det var rart at prøve, det har jeg aldrig forsøgt før.

- Jeg går mest op i rytmisk gymnastik, og det er jo en rimeligt afgrænset udtryksform. Jeg blev helt væk i dette her, jeg lagde slet ikke mærke til de andre.

- Det var dejligt at turde overgive sig ...

Kontakt: aage@bamsetombola.dk